FacebookTwitter

Taler på Folkemødet

By on maj 19, 2014 in Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter
Share?

Skal du tale på Folkemødet? Så har du valgt en hård disciplin! Her er lidt om hvad du kommer op imod og hvordan du kan komme godt igennem.

I har valgt at deltage i Folkemødet og I overvejer at tale. Det er et oplagt valg på en politisk festival og en fejring af demokratiet. Men det er ikke let.

At tale på Folkemødet indebærer tre af de største udfordringer formidlere har i vore dage.

 

Så, kære gladiatorer, velkommen i arenaen!

  1. Når I taler på Folkemødet vil der vil være massiv larm fra de andre telte – som en 1. maj på steroider. Fløjter er ingenting.
  2. Folk går til og fra som de har lyst til – som et loppemarked for brugte ideer! Og der er meget, der drager kortvarigt.
  3. Det er komm-folk, der tjekker deres smartphones hele tiden – som en folkeskoleklasse med adfærdsproblemer. I kæmper også med Twitter og Facebook om folks opmærksomhed

Sådan står scenen – så hvordan får I jeres budskaber igennem støjen og ud til dem, I gerne vil nå?

 

Skriv talen, så den kan blive afbrudt!

I skal planlægge efter at blive afbrudt. Det er nemlig helt sikkert at publikum ikke hører alt hvad I siger. Derfor skal I bruge korte hele sætninger med jeres budskab. Så publikum forstår det, hvis bare de høre én sætning uden afbrydelse.

I skal undgå negationer – brug ikke ’ikke’er – for de kan forsvinde i larmen. Fokuser på hvad I vil og formuler der positivt. Så behøver I ikke være bange for at et ’ikke’ forsvinder i larmen.

Og I skal ikke være bange for at gentage jer selv. Sandsynligvis hørte de det ikke første gang. Så gentag bare – bare gentag – gentagelser er jeres ven.

 

Fasthold publikums spænding med storytelling!

Men det er ikke nok at være kort. I skal også holde dem fast. Helt konkret vil I jo gerne have at de bliver indtil talen er færdig. I har brug for at skabe en spænding, så folk bliver i jeres telt indtil I er færdige med dem.

Jeg har arbejdet meget med klima og dér er en generel opfattelse af at vi skal væk fra hvor synd det er for isbjørnen. Så jeg har fokuseret på pingvinen i stedet for.

Pingvin-far:

Kejserpingvinen er et fascinerende dyr. Den vender tilbage til det samme flade stykke hav-is år efter år for at lægger sine æg. Den har den samme partner, og når moderen har lagt ægget, overtager faderen arbejdet med at holde det varmt.

Normalt skal man passe på med at sammenligne, men jeg tror, han har det hårdeste job. Forestil dig at stå med et æg på fødderne i 4 måneder uden mad. Din kropsvægt bliver halveret. Forestil dig at stå 4 måneder og vente og fryse og drømme om den lille guldklump. Dit største ønske er lyden af en æggeskal, der flækker og synet af et lille, sødt næb, der kigger ud.

Forestil dig, at du har klaret det, du er der næsten, det kan være når som helst nu. Og endelig – ENDELIG – hører du lyden: ”Knaaaggggg…”.

Men det er ikke æggeskallen, der sprækker. Det er isen under dig, som knækker. Isen tipper, du falder og ægget ruller. Væk fra fødderne hen over isen og – plub! – ned i vandet. Du falder med.

Og under vandet kan du dykke ved siden af dit æg og dine bristede drømme. Du kan ikke gøre noget, og du ved, at det er for sent. Ungen i ægget er frosset ihjel allerede. Du kan bare følge med dybere og dybere ned i vandet, indtil du ikke har mere luft.

Når du gispende når op til overfladen, kan du se alle de andre fædre. De svømmer rådvildt rundt og skriger skingert med blanke øjne. Nogle dykker igen. En hel generation af Kejserpingviner er væk. Og om lidt kommer mødrene tilbage.

Vi kender alle sammen følelsen af at sidde omkring bålet med vennerne. Ansigtet er varmt, ryggen er kold, røven er øm og røgen blæser altid i vores retning. Men vi bliver siddende. For der er en, som er ved at fortælle en historie og det er spændende hvad der sker lige om lidt. Vi vil ikke misse hvad der sker. Det er storytelling og den spænding har I også brug for, hvis I vil fastholde folk.

 

Fang deres opmærksomhed med overraskelser!

Brug rekvisitter. Vær kontroversiel. Vær sjov.

Rekvisitter skal nok vække folk, som da Bill Gates slap en kurv fuld af myg ud over publikum til en TED talk om malaria.

Det skal selvfølgelig illustrere jeres pointe! Og skabe nogle stærke billeder i folk hoveder og på deres smartphones. Det behøves ikke være kompliceret.

Et glas vand pr fem minutter:

I en anden tale om klimaforandringer brugte jeg det vandglas man altid får når man holder tale. Pointen var, at den is, der forsvinder fra Grønland lige nu svarer til at alle levende mennesker på jorden får 1 glas vand hvert femte minut. Hele dage, hver dag i året. Et glas. Det er godt med koldt vand – de fleste af os kunne godt drikke lidt mere – men vi kan ikke blive ved. Det kan jorden heller ikke.

I kan også være kontroversielle – eller invitere en kontroversiel taler ind i jeres telt. Så kan I fastholde folks interesse når de forarget tænker: Hvad bliver dog det næste? Så kan I samles om jeres uenighed med taleren!

Og I kan bruge humor. Men pas på! Det er kun selvironisk humor der virker – og den skal planlægges efter at folks opmærksomhed kan være andre steder og den centrale pointe går tabt i larm. Så pas på med humor.

Det klarer formidlingen af jeres budskab og fastholdelsen af publikum, men hvad med at tiltrække flere og at brede jer ud over teltdugen?

 

Kom ud over teltdugen med sociale medier!

Smartphones og sociale medier kan være enormt irriterende. Man ved aldrig hvornår publikums øjne trækkes et andet sted hen, man ved ikke hvad man konkurrere med og man kan godt blive godt og grundigt tante-fornærmet. Men kan kan også se det på en anden måde…

I vil vel også gerne nå nogle af de mennesker, der IKKE er i teltet. Og det har I ret gode forudsætninger for. For I kan gøre publikums smartphones til jeres megafoner. For hver gange de tweeter når I ca. 500 flere mennesker med jeres budskab. Og hvis de tweeter bliver de siddende.

Det kan gøres på mange niveauer:

  1. Lav et flip board med dit handle og dit hashtag. Done.
  2. Tænk i hvad de skal tweete og tilpas dine budskaber til 140 tegns reglen, helst 100.
  3. Hjælp dem på vej ved at tweete selv under talen, del links til mere information og brug billeder.
  4. Tag debatten på twitter ved at tilknytte debattører, der er med på Twitter ligesom DR Debatten gør eller ved at inviterer medlemmerne ind.
  5. Brug live streaming og opforder folk til at stille spørgsmål på Twitter, som I tager med i debatten i teltet.
  6. Del på tværs af Facebook, Twitter LinkedIn, Instagram, Pinterest og Google+ – og jeres hjemmeside.
  7. Vær aktiv i andres debatter, kom med jeres budskaber og lad det være jer, der kaprer opmæksomheden fra de andres taler!

 

Her er lidt bonus info om Folkemødet

Så er det bare at komme igang – hvad gør I for at tilpasse talen til Folkemødet?