FacebookTwitter

Rejsebrev fra Bahia

By on jan 1, 2008 in Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter
Share?

I 2008 formulerede jeg også et rejsebrev fra Black Movement til Danmark. Jeg ville formidle mine konklusioner bredere end jeg ellers havde mulighed for og sætte dem ind i en mere konkret politisk kontekst.

Artiklen kom til at hedde Sort bevidsthed i Brasilien og blev publiceret på Modkraft.

Ved ankomst til Brasilien ser man kun, hvad man allerede ved, er der. Man ser forestillingen om Brasilien. Man ser de hvide strande, palmerne, og solen. Man ser capoeira, samba og fodbold.

Nogle opdager aldrig racismen, diskriminationen og kampen mod den, men det er dem jeg vil fortælle om her. Et øjebliksbillede af en kamp, der kan synes usynlig og som sjældent når ud over Brasiliens grænser.

JPEG - 59.8 kb
Black Movement i byen Salvador på gaden for racekvoter på universiteter, i industrien og på TV. Foto: Rune Kier.

Mens solen går ned over den bugt delstaten Bahia er opkaldt efter, vandrer jeg gennem favelaen. Jeg vandrer ikke alene. Omkring mig går mange mennesker med taktfaste kampråb, bannere og brandtaler, der runger ud af store højtaler fra ladet af en pick-up truck.

Vi er en blandet skare. Her er gadebørn, capoeira-udøvere, universitetsstuderende og unge arbejdsløse, men jeg skiller mig ud. Jeg er en hvid dansker med blå øjne.

Demonstrationen er arrangeret af Attitude Quilombola, en militant sort bevidsthedsorganisation i Salvador. Ved siden af mig går Will. Han er aktivist i organisationen og har inviteret mig gennem en fælles bekendt.

Nu går vi sammen med et banner spændt ud mellem os. På banneret står »Uddannelse og Arbejde – Tilbagebetaling Nu!«. Et andet banner forsvarer racekvoter på universiteterne og på et tredje står »Mod Diskrimination«.

Da solen er gået ned og mørket falder på, når vi til demonstrationens slutpunkt. Det er et torv opkaldt efter en for mig ukendt revolution, Praca de revolucão.

Her tager brandtalerne over. Flankerende talerne flager jeg med organisationens røde og sorte banner, mens talerne raser over hvidt overherredømme, mentalt slaveri og fortsat udnyttelse af sorte i Brasilien. Min hudfarve lyser som neon. De taler om oplevelser, der ikke har plads i den officielle fortælling om Brasilien. Om diskrimination, fattigdom og udbredt racisme. Og de taler om modstand og kamp. Og historie.

Den brasilianske historie fra historiebøgerne handler om portugisiske koloniherrer, der slavebinder afrikanere og sejler dem til Brasilien, hvor de mange år efter frigiver dem igen. Prinsesse Isabella frigiver slaverne, fordi hun var åh så god, så god, går historien. Afrikanerne gør ingenting.

Denne historie kæmper Brasiliens black movement for at ændre. De hævder, at den pacificerer den sorte befolkning ved at indoktrinere dem med falsk taknemlighed.

Deres ’sorte’ historie handler om stolte afrikanske krigere, der i Brasilien fortsætter deres kamp mod koloniherredømmet fra landsbyer af bortløbne slaver i junglen. Landsbyerne kalder de for Quilombos og beboerne forquilombolas.

Centralt i denne historie er modstandshelten Zumbi og republikken Palmares. Uden for meget mytologi kan det siges at Zumbi var den sidste konge over en republik af bortløbne slaver, der i 100 år kom til at indeholde 10 procent af Brasiliens daværende befolkning.

Den lå blandt palmetræer i det nordøstlige Brasilien, deraf navnet, og bestod af adskillige små samfund, der handlede og modstod portugisernes årlige udryddelsesforsøg.

Republikken blev nedbrændt i 1695 og Zumbi var den sidste konge, kompromisløs og som en sort Braveheart blev han parteret og hans lemmer fordelt til forskellige havnebyer som skræk og advarsel.

Under demonstrationen påråbte vi taktfast Zumbis udødelighed.

Nu kan det godt lyde som en kamp kun om historien. Det er det ikke.

Black movement ser også fremad i bekæmpelsen af det, de ser som de stadige konsekvenser af slaveri og racisme. Det er disse konsekvenser, som skal ophæves gennem en tilbagebetaling for den undertrykkelse, sorte brasilianere og deres familier har været udsat for gennem tiderne.

Bevægelsen bekæmper disse konsekvenser gennem gratis undervisning af fattige, unge, sorte mennesker i frivilligt drevne skoler. Her lærer eleverne, hvordan bevægelsen ser det brasilianske samfund, hvilke vilkår sorte lever under og hvordan de kan bekæmpes og forbedres.

Bevægelsen arbejder fra et socialistisk grundlag med stærk inspiration fra Paolo Freires ’de undertryktes pædagogik’ og Sydafrikas Steve Biko. De bekæmper den individualisering af ansvar for egen situation, som fratager fattige sorte deres følelse af håb og handlemuligheder.

Her spiller historien ind igen.

Gennem en omdefinering af sine forfædre fra passive slaver til aktive frihedskæmpere – quilombolas – generobrer de unge en følelse af handlekraft og håb. De slipper for ansvaret for den diskrimination, de oplever, og bliver derved frie til at bekæmpe den.

Det er et opgør med en individualistisk og liberal ideologi, der prædiker »enhver er sin egen lykkes smed«. En ideologi, som benægter eksistensen af racisme i Brasilien på trods af klare statistiske tal, utallige diskriminerende oplevelser blandt sorte og en farvet lagdeling af samfundet.

Nok eksisterer der ikke segregering i Brasilien, som der gjorde i Apartheid Sydafrika eller Jim Crow USA, og nok bor sorte og hvide side om side, men det siger ikke meget, når slum ligger for foden af højhuse, når elevatorer er delt i ’service’ og ’social’ – og sorte tvinges til at tage ’service’ – og når sorte nægtes adgang til sportsklubber og hoteller.

Den brasilianske racisme er anderledes end Jim Crow og Apartheid, men ikke mindre alvorlig.

På torvet er demonstranterne ved at tage hjem. Men inden de sidste forlader os, inviterer Will mig til at Candomblé ritual. Candomblé er en synkretistisk afrikansk-inspireret religion, der blander afrikanske ånder med katolske helgener.

I Brasilien har black movement fundet et stærkt svar mod racisme i denne religion. Gennem den kan de distancere sig fra den kristendom, som de hævder havde til hensigt at holde dem nede og tavse.

I Brasilien hænger diskrimination og modstand tæt sammen med religion, hudfarve og historie. Will forklarer mig, at de alle er del af en »sort bevidsthed«, og at det er bevægelsens mål at sprede den bevidsthed til hele den sorte befolkning.

Kun ved at oplyse dem om deres situation og give dem muligheder for handling, kan man bekæmpe den udbredte racisme, siger han.