FacebookTwitter

Modkulturen tænker nyt

By on feb 7, 2007 in Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter

Artiklen er først gang bragt i Dagbladet Information den 7/2 2007.

Information har gennem den sidste tid beskæftiget sig med modkultur som fænomen. Manglen på klar definition giver dog forvirring, som kan ses både i modkultur-debatten og i de vage svar fra diverse adspurgte forfattere. Dette er et forsøg på at komme nærmere og se på modkulturens potentiale.

Modkultur implicerer kultur. Hvis vi arbejder med begrebet modkultur, må vi nødvendigvis også arbejde med noget, som denne kultur er imod – dvs. en etableret kultur: Den kultur hvori størstedelen af os lever vores liv uden at vores naturliggjorte antagelser om, hvordan man skal leve og hvad man bør mene, behøver at blive udfordret. Modkulturen indebærer alle de grupper, der findes i kanten af vores sociale verden. Det betyder, at mange meget forskellige og skiftende ting må betragtes som modkultur. For eksempel var rødstrømpebevægelsen en modkultur, men er delvis blevet mainstream; det samme kan siges om anti-atomvåbenbevægelsen, bøsserne og marxisterne. Derved er modkultur også relationel, hvad der er modkultur afhænger af hvad der betragtes som etableret kultur. Overordnet set er rockerne, visse dele af flygtninge/indvandrere, nazisterne og de autonome i høj grad stadig modkultur. Det er alle sammen grupper, der ikke bliver accepteret som del af samfundet eller som ikke ønsker at være det. Det er yderst sjældent, at modkulturen kommer med et realpolitisk alternativ hvad angår samfundsopbygning, men den kommer ofte med nye perspektiver og viser ofte vej. Det skete med feminisme, rockmusik og økologi. Dermed forandrer den vores verden gennem nye idéer og fungerer på den måde som et vækstlag for den etablerede kultur. Når Dennis Nørmark (i Information d. 26/1) derfor siger, at modkulturen ikke har noget at give os, er jeg fuldstændig uenig. Modkulturen er nødvendig for at undfange alternative idéer og forbedre det etablerede samfunds svagheder. Modkulturens styrke er, at den ikke har set sig blind på hvordan tingene er, men kigger på hvordan de burde være og tænker nyt – out of the box i management sprog.

Modkultur er ikke det samme som opposition. Enhedslisten er i opposition til regeringen, men de er ikke modkultur. De er bare mere opmærksomme på, hvad der foregår i modkulturens vækstlag, selvom de ikke har monopol på det. For eksempel har Connie Hedegaard gjort miljø-spørgsmålet til del af de Konservatives politik og Anders Fogh Rasmussen spiller på hjælp til Afrika. Begge er sager, der arbejdes meget for på græsrodsniveau. Modkultur er per definition ikke del af det etablerede system. Den kan ikke være i folketinget og derfor har den heller ikke parlamentarisk repræsentation. Det er derfor, at modkulturen ofte tyer til gaden og folkelige demonstrationer for at gøre opmærksom på sine meninger.

Hvis vi gerne vil være et frit samfund med plads til alle de fordele, modkulturen bringer, så gør vi vel i at lytte. Selv et demokratisk flertal kan have brug for nye idéer og et blik udefra.