FacebookTwitter

Brug menneskesprog – tal dræber!

By on okt 12, 2014 in Blog, Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter
Share?

Denne artikel blev først publiceret i Dansk Kommunikationsforenings Kommuniktøren nr. 4, 2014.

 

Brug menneskesprog – tal dræber!

knas-knas VÆKSTPLAN knas-knas 0,5 %? 0,8 %! knas-knas ufinansieret knas-knas

 

Der er noget galt i Danmark. Der er en mislyd i vores demokrati, og den bliver højere og højere – så høj, at vi ikke kan høre hvad hinanden siger.

Demokrati betyder folkestyre, men vi lever i en tid, hvor mistilliden mellem ’folket’ og ’styret’ bliver større og større. Systemet har ikke tillid til borgerne, og borgerne har ikke tillid til systemet eller de politikere, der forvalter det.

Politikerne er mindre troværdige end brugtvognsforhandlere, og der er knaster i inddragelsen af baglandet, når de topstyrede politiske partier laver politik. Det viste Trine Nebel klart med de Radikale i Kommunikatøren maj 2014, det var baggrunden for flere formandsskift i SF i 2013/14, det så vi i Venstres krise om Lars Løkkes forbrug, og det ulmer konstant i Socialdemokraternes jagt på ’arbejderen’. Inddragelsen af baglandet er røget, og dermed forbindelsen mellem Christiansborg og befolkningen. Der er støj på linjen.

Denne støj er også retorisk. Vi kommunikerer simpelthen ikke i samme sprog mere. Når politikerne toner frem på skærmen med forbindelse til hele Danmark, er det eneste, vi hører ”knas-knas VÆKSTPLAN knas-knas”, ”knas-knas 0,5 %? 0,8 %! knas-knas” eller ”knas-knas ufinansieret knas-knas”.

Det politiske sprog er blevet økonom-sprog, og logos har helt nedbrændt patos og etos. Logos har smidt salt på gløderne, og logos har danset i asken. Men nede i asken under logo’s fødder ligger befolkningen og gisper. For 2020-mål, AAA credit rating og nulvækst versus 0,8 % motiverer ikke nogen.

Der ligger de i asken, mens diskussionen raser, om tiltagene for at overholde EU’s budgetkrav er ’fugle på taget’, ’ufinansierede’ eller ude af trit med den økonomiske virkelighed, om de er tegn på løftebrud eller manglende ambitioner, eller om regnemetoden er forkert. Fagbevægelsen handler om sammenhold, fællesskab og solidaritet, men reklamerne domineres af et tal på hvor mange penge de kan give dig.

Der er en mislyd i vores demokrati – det knirker, og maskinen trænger til at blive smurt. For vi ved det jo godt. Vi ved jo godt, at mennesker ikke er rationelle regnemaskiner. Vi ved jo godt, at økonomien kan sige noget om, hvor langt vi kan komme, men ikke hvor vi skal hen. Vi ved jo godt, at mange andre ting end økonomi afgør vores valg og påvirker vores adfærd. Det er jo derfor, vi går til fyraftensmøder om nudging, læser om framing hos George Lakoff og handler anderledes i supermarkedet, end vi siger vi gør.

”Hvor skal vi hen, du?” spørger Hugo i 80’er computerspillet. Det er det, vi vil høre fra politikerne, for det er det, der motiverer os. Derfor giver det bagslag, når folketingets partier kritiserer Dansk Folkeparti for at anvende fantasi-Thulliarder eller Enhedslisten for at være følelsesladet. Det er kritik for at tale menneskesprog – og det giver fremgang. For politik er følelser, og mennesker reagerer mere på følelser end på tal og økonomisk logik.

Vi lever i en verden hvor tal tæller mere end følelser, og hvor gennemsnit, procenter og rater rangerer højere end oplevelser med hverdagens virkelige mennesker. DET skaber en kløft mellem folket og styret. DET bidrager til politikerlede, mistillid og djøficering. Det er DET, der er galt i Danmark.