FacebookTwitter

It’s the story, stupid!

By on nov 8, 2012 in Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter
Share?
Var du vågen? Så du, hvad der skete? Natten mellem den 6. og 7. november 2012 vandt Barack Obama over Mitt Romney og blev genvalgt som USAs præsident. Det var ikke så overraskende. Selvom vælgerne landsdækkende var splittede næsten 50/50, så var det længe tydeligt, at Obama førte i de svingstater, der reelt afgør valget på valgmænd. Det interessante er derfor ikke, at Obama vandt, men hvorfor han vandt – eller hvad, der vandt for ham.
Det er også blevet diskuteret det sidste døgn eller to. Handlede det kun om flere negative TV reklamer med perfide personangreb, var lektionen, at de virkede eller var fokus på en mangfoldig fremtid? Var det spammede inbokse, der gjorde udslaget eller var det inddragelse, inddragelse og inddragelse på sociale medier?
I retrospekt blev USAs præsidentvalg 2012 en kamp mellem fortælling og erfaring, mellem håb og genopretning, mellem en historie med plads til den enkelte og en historie om den eneste ene.
Fortælling eller erfaring
Selvom Barack Obama i 2008 havde status af messias, der skulle udfri den amerikanske drøm, har han både dengang og nu formået at fortælle en konsekvent fortælling, som amerikanerne kan relatere til. Han blev valgt på grund af sin fortælling og på trods af sin (manglende) erfaring. Mitt Romney stod tilbage som manden med erfaringer fra det private erhvervsliv i en tid med finanskrise. Tilsyneladende en optimal position, men det kunne ikke stå mål med fortællingen og den blev undermineret indefra. I valget mellem fortælling og erfaring vandt fortællingen – også i 2012.
Håb eller genopretning
Der er blevet skrevet meget om, at håbet var gået af Obama – blandt andet af undertegnede. Han var blevet ramt af realiteterne, og hans vælgerbase var skuffet. Sådan lød analysen. Tilbage står vi med et resultat, der viser, at de amerikanske vælgere i valget mellem håb (igen) og genopretning (af en fejlslagen økonomi), valgte håb. Vælgerne belønnede den, der så fremad og ikke bare ville tilbage til status quo. De så altså ud over de dystre udsigter for deres egen økonomi og de ledighedstal, som ellers er blevet gjort til orakel i amerikanske valgkampe. Håb vandt over genopretning, fremad vandt over tilbage igen.
Plads til den enkelte
Mere sigende end valget af fortællingen og håbet, er valget af ’os’. Obama har konsekvent givet plads til modtagerne, vælgerne og aktivisterne i sin fortælling og sin kampagne. Det har været en af dens store styrker. Ironisk nok har Romney prædiket den enkeltes personlige ansvar på republikansk, men praktiseret den udvalgte leder, der kan redde landet. Romneys fortælling var en fortælling om ham, hans erfaring og hvordan han kunne genoprette USAs økonomi. Obamas fortælling handlede om, hvordan hans liv hang sammen med amerikanernes liv, og hvordan de sammen kunne gøre USA bedre.
Konkret nåede Obama-kampagnen 125.646.479 personer – sådan cirka – mod Romney-kampagnen, der nåede 50 millioner inkl. materiale på dørtrinnet. Romney formåede aldrig at give amerikanerne en rolle- hverken i hans valgkamp eller i deres eget liv. Den første forblev ’hans’ og blev aldrig ’deres’, og derfor fik han ikke mulighed for det sidste.
I nat vandt fortællingen om Obama over Romneys erfaring. Vælgerne valgte håbet om fremgang over evnen til genopretning. Og amerikanerne prioriterede deres rolle i deres eget liv og i valgkampen. På den måde var valgkampen meget lovende – for i Amerika kan alle blive til noget, hvis de bare prøver, sagde Obama i sin sejrstale. Det betyder noget, når det kommer fra Obama, og det betyder noget, når folk oplever, at de har gjort hans fortælling mulig. Det betyder noget. For Obama betød det ’Four More Years’.
Så hvorfor vandt Obama? It’s the story, stupid!