FacebookTwitter

Fortid, nutid og fremtid?

By on nov 4, 2006 in Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter

Artiklen blev først bragt på flygtning.dk i 2006.

Layla Mohammed er 47 år og hun flygtede fra Irak i 1979. Da hun genser landet i 2003 blander minderne sig med nutidens virkelighed, mens Layla fortæller sin historie.

Gensyn med Irak
”Da jeg krydsede grænsen begyndte jeg at græde. Jeg græd fra grænsen og til jeg kom til Bagdad”. Layla kører ind i Irak fra det samme sted som hun i sin tid flygtede fra og hun følger samme rute tilbage til Bagdad. Hun går tilbage i sine egne fodspor og føler at hun symbolsk er på vej tilbage, ikke bare til Irak, men til en anden tid. ”Jeg kom til Bagdad, men det var ikke Bagdad, som jeg forlod Bagdad. Det var som en gammel mand. Helt ødelagt og syg og beskidt”.

For Layla var gensynet med Irak kulminationen på mere end 25 års drømme, og det var svært ikke at fælde en tåre når virkeligheden ikke levede op til hendes forventninger. ”Jeg har drømt hele mit liv, at jeg kom tilbage til Bagdad og ikke kunne finde min familie. Og jeg kom dertil rigtigt og jeg kunne ikke finde Bagdad, jeg kunne ikke finde min familie” fortæller hun med et fjernt udtryk i øjnene.

For Layla er selv sproget et andet – de høflige vendinger afslører hende for de handlende som fremmed. Når hun køber ind tager de turistpriser og hun må få familien til at hjælpe hende. Layla føler ikke at hun passer ind, hun bliver betragtet som udlænding i det Irak, hun har savnet så meget. ”Når man har oplevet tre krige så forandrer man sig meget. Jeg følte mig meget fremmed i Irak, mere fremmed end jeg gør her”, siger hun.

20 timer i bil
Første gang Layla krydsede grænsen mellem Irak og Syrien i bil var hun skjult bag Sajica, Hijab og Abaj, og rædselsslagen for at blive genkendt. ”Det var en forfærdelig oplevelse” fortæller hun.

Det var en tur på 20 timer fra Bagdad til grænsen og Layla turde hverken spise, tisse eller forlade bilen før de var i Syrien. ”Jeg gav ikke chaufføren tid til at hvile, han kørte og kørte og kørte, da vi var ude af den irakiske grænse, så sagde jeg at nu må du godt hvile dig”. Chaufføren låste bilen og lagde sig til at sove, imens hørte Layla ”ørkenulvenes lyde omkring mig, det sidder stadigvæk i mit hoved. Mørkt, mørkt og man kan ikke se noget som helst, kun lastbiler, der er langt væk.” Det var en lang nat, hvor Layla ikke fik sovet meget, hun havde undsluppet Saddam, men vidste endnu ikke hvad prisen blev.

”Da solen stod op startede jeg med at græde, men så sagde han ’Du er i sikkerhed – du lever nu’, så sagde jeg ’jamen jeg har betalt med hele mit liv – det er den pris, jeg har mistet mine forældre…’,’Nej, du kommer tilbage…snart’.”

Følelsen af frihed og tryghed indfandt sig først senere, da chaufføren stoppede udfor et lille ørkenhus hvor en arabiske kvinde stod og klappede brød mellem hænderne. Layla ”syntes bare det smagte så godt”. Hun havde ikke spist sig mæt i flere måneder, men kunne nu mærke at hun var sulten. ”Jeg kaldte det frihedsbrød. Det smagte så godt.”

Farvel
Mens Layla er i Irak besøger hun også sine forældres tidligere hus. Hun vandrer rundt i de rum der udgjorde hendes barndomshjem og som hun sidst så en mørk nat i 1978. Hun genkender det gulv hun vaskede og de blomster hendes far plantede. Og hun mindes sidst hun så var i huset.

Layla havde levet under jorden i mere end en måned og det var nu endelig tid til at flygte. Det var blevet arrangeret at hun skulle flygte til Prag. Men inden hun rejste blev hun kørt forbi sin familie til at sidste farvel.

”Om natten, min moster og hendes mand tog mig og gemte mig under en hijab og abay. Og det (lyset) blev slukket, det hele, for så kunne naboerne ikke se mig. Jeg kunne kun græde og hver søster sagde ’tag min kæde’, ’tag min fingerring’, ’tag min ørering, for at du husker mig’. Og så kom de med det flotteste tøj, for vi er næsten samme størrelse alle søstrene. Så de kom ’tag min bluse og bukser – tag dem med’ og de lavede en kuffert for jeg skulle rejse næste dag. Det er min ungdom, der er her i huset, så alting, hvad skal jeg tage med? Jeg tog ikke nogle billeder, men det var også kun kort tid, jeg skulle sige farvel og kysse”. Det var sidste gang Layla så sine forældre.

”Efter 1,5 år fik jeg at vide at efterretningstjenesten kom hjem til min familie. Min mor og far blev anholdt den dag.” Han blev henrettet ved giftsprøjte, og hun blev truet med voldtægt og tvunget til at skrive under på, at hun ville fortælle hvor Layla var, hvis hun fandt ud af det. Layla elsker sine forældre meget højt og bebrejder sig selv, at de døde på grund af hende. Hun mener at det var dumt at blive politisk aktiv i en alder af 14 år, men at det var hendes valg, selvom hun ikke kendte konsekvenserne.

Advarsel og flugt
Layla var som 20 årig engageret i en demokratisk studenterorganisation og hun gik på Teknologisk Universitet i Bagdad. 25 år efter vender Layla tilbage til Universitetet for at gense, hvor det hele startede og også her står minderne på spring.

Layla var knap kommet ind på universitetet den skæbnesvangre dag i 1978 før der var bud efter hendes fra studenterforeningen af Ba’th partiet. Hun svarede at hun skulle til eksamen og ville komme bagefter. Også i universitetets kantine prøvede Ba’th folkene at få fat i hende og Layla kunne mærke at det var alvorligt. På vej til eksamen aftalte hun med en ven, at han og en anden skal hjælpe hende med at flygte. Mens Layla gik til eksamen planlagde de to mænd hendes flugt. Under eksamen forsøgte Ba’th partiet igen. Layla slipper kun for at følge med fordi hendes indiske professor fastholder, at hun ikke kan gå under eksamen.

”Jeg var rigtigt, rigtigt bange. Altså en pige på 20 år. Man tror at man bliver tortureret, hvordan man bliver voldtaget af hundrede mænd, og det er lige foran mit ansigt og jeg skal lave eksamen”. Pludselig banker hendes ven bagved hende under bordet og rejser sig. Det er deres aftalte tegn og kort efter går hun også.

Laylas ven fører hende hen til et lille hul i væggen, der adskiller universitetet fra en sidegade udenfor. De kravler ud til den anden ven, der venter med en bil udenfor. De kører rundt i smalle gader omkring Universitetet i flere timer for at ryste partiet af. Den kolde oktober regn siler ned, men heldigvis kender Laylas ven området godt.

Ankomst til Danmark
Efter turen over grænsen fra Irak til Syrien kommer Layla på et fly til Prag. Hun havner i Østeuropa og da hun har færdiggjort hendes uddannelse kræver regeringen at hun tager hjem til Irak og hjælper med at genopbygningen. Det vil Layla meget gerne, men Saddam er stadig ved magten og Ba’th partiet glemmer ikke. Layla tager til Danmark og søger asyl i slutningen af 1986.
”Vi bliver anholdt i et lille rum, meget lille. 2 meter gange 1 meter, et meget lille rum. Vi sad fra kl 9 om morgenen til 23 om aftenen. Vi var sultne og min søn, han var rigtigt bange”. Politiet kommer ind hele tiden og Laylas søn råber: ’Mor, de slår os ihjel!’.

De ankommer til Sandholmlejren og chokeres af hvordan der ser ud. ”Da jeg så mænd og kvinder og børn, de stod udenfor ligesom billeder, der kommer fra jøder under 2. verdenskrig”. Layla sidder i cafeteriet med sin søn, men han vil ikke spise, han er skræmt af slagsmålene med flasker og gafler. De begynder at spise andre steder.

Efter et halvt år med parallelle forløb på to sprogskoler spørger Layla en speciallæge, som har undersøgt hende tidligere, om et job, og hun gør det på dansk. Han er imponeret over hendes sprog og hun får et job på Rigshospitalet. Senere fyres hun dog i en nedskæringsrunde. Hun bliver frivillig i flygtningehjælpen og får senere et job i kommunen. Ved siden af tager hun rundt og holder foredrag om flygtninge. Hun har også været aktiv i de irakiske valg i Danmark. Layla vil stadig gerne tilbage, lige så snart der er fred og arbejde at få, men planerne er udsat et stykke tid. I 2004 tager hun tilbage igen, denne gang sammen med sin yngste søn, der aldrig før har set Irak.