FacebookTwitter

Demokrati er ikke et téselskab

By on dec 31, 2012 in Dansk | 0 comments

Share On GoogleShare On FacebookShare On Twitter
Share?

Artiklen blev først bragt i CEVEAs magasin VISION.

Den er baseret på en tale af Hadia Tajik, som jeg senere hjalp hende med at oversætte og tilpasse. Kort tid efter blev hun udnævnt til norsk kulturminister for Arbeiderpartiet indtil valget i 2013. Den er altså hendes historie.

Vi husker alle sammen tragedien fra Oslo og Utøya i Norge sidste år. Den dag blev værdikampen en kamp på liv og død. En kamp med de fremmedfjendske højreradikale på den ene side og Arbeiderpartiet på den anden side. En kamp om Norge og hvilken plads kvinder, udlændinge og muslimer skal have i landet mod nord. Den kamp tvang mange nordmænd til at se indad og den satte tingene i perspektiv. I denne artikel deler den norske kulturminister Hadia Tajik hvad hun oplevede, hvad hun lærte af tragedien og hvad hun ser, når hun løfter blikket.

Den 22. juli sidste år tog jeg ud på en ø uden for Oslo kaldet Utøya. Jeg tog afsted sammen med en ven for at lytte til vores tidligere statsminister og tidligere direktør i WHO, Gro Harlem Brundtland holde tale. Tilfældigheder gjorde, at vi forlod øen igen lidt før kl. 15. Vi tog bilen mod Oslo.

Den dag døde 77 mennesker.

Et terroristangreb ramte regeringsbygningerne i Oslo og sommerlejren på Utøya. Først detonerede terroristen en bombe i hovedstaden, der dræbte og sårede adskillige embedsmænd og mennesker, der tilfældigvis var på stedet, da bomben gik af. Så tog han til Utøya, hvor han skød unge medlemmer af Arbeiderpartiets Ungdom med det formål at sprede sit manifest og skade rekrutteringen til Arbeiderpartiet. Et parti han mente var ansvarlig for at tillade indvandrere generelt og muslimer især, at komme til Norge.

Min ven og jeg ankom til hovedstaden sent nok til at undgå bomben med en margin på fem minutter, og vi forlod Utøya tidligt nok til ikke at blive skudt og dræbt.

På mange måder var terroristen en ’lone ranger’, en ekstremist, der skabte et manifest om en muslimsk overtagelse af Europa, og som alene planlagde hvad han måtte gøre i hvad han så som en krig mod ’de andre’. Samtidig ved vi, at hans verdenssyn, om ikke hans handlinger, resonerer med nogle mennesker. At hans tanker fik en vis grad af opbakning fra bekendtskaber på internettet. Selv en ensom ulv kommer fra en flok.

Ekstremisme og intolerance udfordrer sammenhængskraften i vores samfund og kan sprede sig, hvis vi ikke reagerer. Men hvordan skal vi reagere? Hvad skal vi gøre?

I 2005 var jeg praktikant i det engelske PEN, hvor forfatter Salman Rushdie var inviteret til at dele sit syn på et kontroversielt lovforslag mod opfordring til religiøst had. Hr. Rushdie satte fingeren på den misforståelse, som har fået så mange mennesker til at danse rundt om den varme grød. Han sagde: “Demokrati er ikke et téselskab, hvor folk sidder og hyggesnakker. I demokratier bliver folk ekstremt arrige på hinanden. De argumenterer hårdt mod hinandens synspunkter. Men de skyder ikke.”

For mig blev det en nøgle til at håndtere den offentlige debat efter terrorangrebene i Norge sidste år. At vi holder os inden for demokratiets rammer. At de kampe, vi tager, er med ord, synspunkter og hårde argumenter. At de forskelle, vi har, selvom de skaber larm, uenighed og ubehageligheder, aldrig bliver fysiske og helst heller ikke personlige.

Tabt håb

For få måneder siden afslørede en rapport, at unge nordmænd af indvandrerfamilier klarer sig bedre i skolen end norske unge generelt. Jeg lagde et link ud på Facebook, og de fleste nikkede anerkendende. Undtagen en person, jeg kalder Nina. Hun skrev:

“Det er ikke underligt, at elever med indvandrerbaggrund klarer sig bedre. De får mere og bedre hjælp i skolen. De norske elever får ikke den samme hjælp, og det er derfor, at de klarer sig dårligere”

Ninas kommentar er selvfølgelig forkert. Men den giver os et lille indblik i en stemme af skuffelse og mistillid. Tanken om at ’de’ – ’de andre’ – får noget, som ’vi’ ikke får – og at det ’noget’ forklarer deres mobilitet i samfundet.

Faktisk eksisterer en lignende mistillid i mange segmenter af mennesker med forskellige baggrunde.

De fleste arbejder- og middelklasseeuropæere oplever ikke, at de er blevet særlig privilegeret. Der er ingen, som har givet dem noget, og det, de har, har de selv bygget op.

De har arbejdet hårdt hele deres liv, mange gange bare for at se deres jobs blive sendt over grænsen og deres pensioner falde i værdi. De er bekymrede for deres fremtid, og de føler, at deres eller deres børns drømme langsomt forsvinder ud af deres hænder. I en tid med løntilbageholdenhed og global konkurrence kan muligheder blive set som en begrænset ressource.

Så når de hører – eller tror – at én med indvandrerbaggrund får en fordel på grund af en uretfærdighed, som de ikke selv har begået, eller når de hører, at deres frygt er fordomsfuld, kan vrede bygges op over tid.

Højreradikal strøm

Historien om Nina er bare en lille å af mistillid. Men det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad den slags mistillid kan gøre ved et samfund, hvis den gik fra å til flod. Så bliver den en direkte udfordring af idealet om lige muligheder for alle.

Hvis personer – individuelt eller i grupper – oplever eller frygter, at de ikke får de samme muligheder som andre for at forme deres liv, får mangfoldighed let skylden for den succes, som aldrig kom.

Vi har tidligere set, hvordan høj arbejdsløshed kan skabe desperation og fortvivlelse. Disse følelser kan nære ekstremistiske argumenter og verdenssyn. Og det er her, vores ansvar ligger: At konfrontere disse idéer, hvor end vi møder dem.

Vi møder intolerance hver eneste dag, propaganda og hadsk tale på nettet, og vi kan se, hvordan moderne teknologi giver ensomme angribere mulighed for at skade i hidtil ukendt grad.

Lad der ikke være nogen tvivl. Ingen anden end terroristen selv er ansvarlig for angrebene den 22. juli. Ingen, som han talte eller mødtes med, kan holdes ansvarlig for de handlinger, han udførte.

På samme tid kan vi ikke tillade os, ikke at stille de ubehagelige spørgsmål – hvorfor deles hans verdenssyn af så mange mennesker i vore lande?

Vores samfund er bygget op om værdier, gennem århundreders kamp. De er bygget op om demokrati, lovgivning, menneskerettigheder og ligestilling. Folk har frihed til at sige, hvad de ønsker, iklæde sig, hvad de ønsker og tro, hvad de ønsker. Men når nogen angriber kernen i vores samfund, har vi alle et ansvar for at reagere.

Pligt og skam

Når jeg bliver konfronteret med den slags idéer, har jeg i mange år opfattet dem som i bedste fald excentriske. Jeg plejede at grine, når jeg modtog e-mails, der brugte det samme sprog som terroristen. Det var for fjollet til at blive taget seriøst. Og var der ikke et gammelt ordsprog om, at ”kun idioter diskuterer med idioter”?

Men så kom den 22. juli, og alle de argumenter, jeg plejede at grine af eller ignorere, fordi de var fuldstændig latterlige, blev gentaget i terroristens manifest og i hans forklaringer i retten.

Efter chokket og sorgen over vores tab var den følelse, der hang fast i mig efter 22. juli: Skam.

Jeg skammede mig over alle de debatter, jeg ikke havde taget, de konfrontationer, jeg havde ignoreret, den hadske tale, jeg havde hørt, men vendt mig væk fra.

Jeg havde vendt mig væk, delvist fordi jeg ikke ville have, at min kulturelle baggrund eller min hudfarve overskyggede min deltagelse i den offentlige debat, men hadsk tale er ikke et minoritetsspørgsmål. Det er et majoritetsspørgsmål, det er et samfundsspørgsmål. Delvist havde jeg tænkt, at vrøvlet fra ugens racist ikke var vigtigt nok, relevant nok eller intellektuelt nok for mig.

Selvfølgelig ville det ikke have gjort nogen forskel på den 22. juli, om jeg havde deltaget i de debatter. Baggrunden for terroristens angreb er kompliceret og grundene er mere end ideologi alene. Men stadig – ideologien var der. Og det var min skam også.

At ignorere disse debatter er kun den første at tre fejl, som jeg og andre har gjort.

Den anden er en fejl, som alt for mange politikere gør, måske særligt på venstrefløjen. Når vi udtrykker vores uenighed med højreradiale ekstremister, gør vi det ofte på baggrund af moral. Men at opføre sig, som om man har den moralske overhånd, giver os ikke den moralske overhånd. Stigmatisering hjælper os ikke med at overbevise den offentlige mening om mangfoldighed. Det gør diskussioner. Hellere end at stigmatisere vores modstanderes holdninger skulle vi argumentere for vores egne.

For det tredje er det en almindelig fejl at efterspørge stærkere censur for at få den slags holdninger væk fra det offentlige rum. Delvist fordi sådanne holdninger er ubehagelige og gør os vrede. Mangfoldighed er så meget nemmere, når alle er flinke over for hinanden, eller når det har at gøre med forskelle i mad, musik eller tøj, ikke forskelle i holdninger, særligt ikke fornærmende holdninger.

At stille op og deltage i den slags diskussioner går imod min naturlige reaktion på hadsk tale og racistiske bemærkninger. Den er at vende mig væk, pege fingre og grine, eller endda råbe og gå væk. Men de reaktioner bekræfter kun de ekstremes verdenssyn. At de på en eller anden måde er ofre, at de ikke bliver set eller lyttet til, og at de selv bliver behandlet dårligt af systemet.

Hvis du virkelig tror på at dine holdninger er bedre, stærkere og mere gyldige end andres – så gå efter argumenternes konfrontation. For demokrati er ikke et téselskab.